Som sendt fra himlen

Ansigtsbehandlinger er ikke noget, jeg har brugt min tid på hidtil. For alt det med rens, peeling, dybderens, massage, toppet med lidt ansigtsmaske, kan man snildt klare derhjemme. Jeg vil have effekt for mine penge, og det kan åbentbart være en udfordring for mange af de basisklinikker, vi har rundt omkring i landet.
Nu er der jo ingen regler uden undtagelse, og jeg skal da love for, jeg fik én på opleveren ved mit besøg hos Sara Lorentsen i Vejle.

Jeg er meget stor fan af hudplejeserien Environ … hvilket nok ikke kommer som nogen overraskelse, hvis man følger mig på Instagram. Det er en af de meget få serier, som har gjort en stor forskel for min hud gennem de sidste år – og den forbedrer stadig min hud; jeg tager praktisk talt bad i produkterne dagligt.
Jeg har fulgt troligt med på Instagram og diverse blogs, og set de ret så spændende behandlinger, Environ tilbyder, og endelig kunne jeg få taget mig sammen og kaste mig ud i et forsøg.

Eftersom jeg er en garvet Environ-bruger, faldt det mig ret naturligt at tage Top of The Line-behandlingen, Vita Essentia+. En behandling, der skulle booste huden med alt, hvad hjertet kan begære.
Ganske kort fortalt om behandlingen, så bliver huden afrenset, peelet, dybderenset, stimuleret og fornyet efter alle kunstens regler på hudplejefronten. De skønneste massager undervejs, både ved afrens, påføring af produkter – selv på arme og underben, når man lå med maske på. Det er sjældent, jeg mangler ord, men her er jeg stadig, flere uger efter, dybt imponeret over, hvor god en behandling, det var.
Jeg har på intet tidspunkt følt så nærværende en behandler; der blev pudset og nusset om én, alt imens huden blev perfektioneret.

Inden jeg går helt i selvsving, så er min konklusion efter denne oplevelse, at ansigtsbehandlinger kan være pengene værd, hvis man bevæger sig udover begrebet klassisk ansigtsbehandling (hvilket får mig til at løbe skrigende bort). Fremover er det 100% sikkert, jeg skal have mit faste Environ-fix hos Sara.

Har du prøvet behandlingen eller produkterne?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Så har man oplevet det …

Biologique Recherche har været et yderst hypet brand gennem de sidste mange måneder på de sociale medier. Ét produkt har især gjort, at mærket nærmest ses hos alle bloggere, modeblade osv. – nemlig Lotion P50!
En slags skintonic/essence med en god blanding af hudfornyende frugtsyrer, der skulle kunne trylle huden smuk som hos en model.
Nu tilgår jeg generelt med ret stor skepsis, når vi taler hudpleje, og her ingen undtagelse.

Efter at have fulgt det fra sidelinjen, valgte jeg at opsøge det stort set kun ene sted i Danmark, hvor det sælges, og fik lavet den meget omtalte hudtest, firmaet laver. Den skulle kunne afsløre hudens tilstand og skrædersy et program, der ifølge firmaet skulle skabe synlige resultater efter blot få måneder.

Testen er taget, nogle produkter fra serien er testet og tja… hvis man nu ikke får de rette produkter, så får man ikke det forventede resultat – her kan man måske gætte, hvad jeg vil frem til?
Absolut intet er sket med min hud!
Meget uforstående overfor dette kunne jeg ikke dy mig for at tage videre kontakt og grave lidt i, hvordan man kan ende uden nogen former for forbedring med et produkt, der får så meget omtale.
Svaret, jeg uden videre betænkingstid fik fra en meget hudklog herre i firmaet, var: Du har brugt de forkerte produkter. – Øh, måske?
Efter en kort forklaring omkring min hud og hvilket mål, jeg havde, kom der et helt andet produktvalg på bordet. Tankevækkende.

Produkterne, jeg havde fået fingrene i her i Danmark, var mere målrettet en meget ung hud (det er så en del år siden, jeg har været det) … plus at deres nøgleprodukt Lotion P50 var skudt så meget ved siden af i styrken, at jeg givetvis kun havde oplevet kløe og irritation. Manden havde ret.

Uden at kaste mig ud i den lange liste af produkter, der blev anbefalet fra BR selv, har jeg fået en yderst dårlig fornemmelse af denne serie; det virker vanvittig useriøst, at man kan få så forskellige anbefalinger af produkter, man bør bruge.

De fleste af deres produkter ligger i et lettere hysterisk prisleje, hvor de fleste vil melde pas. Hvilket gør, at jeg finder det endnu mere håbløst.

Serien Biologique Recherche er umiddelbart dumpet for fulde brag hos mig. Jeg har dog et par stykker på sidelinjen som siger, at jeg skal forsøge mig igen, men denne gang hos www.skincity.se, hvor man efter at have udfyldt et spørgeskema får en gennemgående hudanalyse, og desuden har mulighed for at chatte med en kosmetolog undervejs. Produkterne kan måske mere end jeg har erfaret, blot man havner i de rette hænder?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Super Elixir

Den ret dyre Super Elixir fra firmaet Welleco har længe været i mit søgelys. Et hamrende dyrt produkt af et kosttilskud at være … ved første øjekast.
Super Elixir er et plantebaseret kosttilskud i pulverform, der ifølge firmaet selv skulle give mere energi, styrke kroppen og holde den i et alkalisk PH-niveau. Alt sammen for at kroppen står stærkere mod tidens tegn og diverse sygdomme.
Supermodellen Elle Macpherson er frontfigur for produktet, hvilket uden tvivl vil forblænde en en smule. Men nysgerrig var jeg …

Rent faktisk kan man ikke finde nogen former for kliniske studier omkring Super Elixir – de eneste udtalelser kommer fra en læge, der sjovt nok arbejder for firmaet!?
Efter jeg selv har talt med en håndfuld personer, som har taget denne elixir, kunne jeg forstå, at de alle faktisk havde opnået mere energi, følte sig bedre tilpas og mindre stressede. Om det er tilfældigt – hvem ved.

Det endte med, at jeg købte en pose af det dyre pulver, for jeg ville simpelthen se og mærke på egen krop, om det var et hype, som så meget andet er. Her et par måneder efter må jeg dog erkende, at det har gjort en forskel for mig: Jeg har fået mere energi, føler at kroppen er blevet lettere, har mindre trang til at småspise hele tiden – og en ret interessant ting; har fået mere mentalt overskud.
(Det skal siges, at jeg ikke er læge og ikke har nogen klinisk opbakning for denne udtalelse, det er udelukkende min egen vurdering af produktet. Desuden er jeg ikke sponsoreret – alt bliver købt af mig selv.)

Min kost og livsstil er ret sund i forvejen; lever næsten rent vegansk, spiser økologisk og dyrker meget motion (styrketræning og yoga), så vil mene, at jeg gør det ganske fornuftigt, og at min basis er i orden for at kroppen skulle fungere godt. Men stadig føler jeg, det har gjort en forskel at tage det dyre tilskud.

Konklusion:
Jeg vil ikke sige, at Super Elixir er ligefrem livsnødvendigt – men ville du kunne afse 700-1.200 kr. om måneden, og måske allerede tager kosttilskud, kan det her måske være noget at kigge nærmere på.
Super Elixir indeholder mange gode ingredienser, og kan ifølge firmaet selv udgøre dit daglige kosttilskud.
NB. Inden man tager kosttilskud, bør man konsultere sin læge!

GemGem

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Øje for detaljer

Dagligt (ja, hver eneste dag) får jeg spørgsmålet, om man skal bruge øjencreme.
Der kender de fleste nok min holdning – at jeg for intet i verden vil undvære det i min daglige rutine.
Med en kombineret hud som min – fedtet T-zone, “normal” hud på kinder/hals og et mere krævende øjenområde med lidt tørhed … plus begyndende smilefolder – vil jeg gerne have noget særligt til min eye zone.

Gennem de sidste år har jeg fået samlet en del favoritter, der forbliver en fast del af sortimentet. Billige er de ikke – men de virker!

iS Clinical har to superheroes:

Youth Eye Complex – her leveres ganske hurtige resultater, både med opstrammende og glattende effekt på den tynde hud ved øjet.

Eye Complex – den har lidt A-vitamin på ingredienslisten; altid en vinder! Den ret cremede konsistens er perfekt i den kolde tid, og som læbecreme gør den underværker.

Sisleÿa L’Intégral Anti-Age Eye And Lip Contour (tak for kaffe, et navn!) – jeg er fuldkommen pjattet med den. Deres Limited Edition har en lille, smart massagerulle med i pakken, som er et hit!
Her kan du lave en drænerende massage, før du påfører øjencremen. Genialt – og det gør en verden til forskel.
Sisley laver i øvrigt en glimrende øjenmaske … hvis man er til lidt ekstra pleje.

Environ Youth Essentia Eye Gel – en fjerlet gel, der med stor fordel kan bruges på øjenlåget, uden den løber ned i øjet og svier (hvem har ikke prøvet det?)
Environ er jeg afhængig af grundet deres A-vitaminrige produkter. Med andre ord – jeg tager bad i den serie.

Bruger du øjencreme?

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Fill it up!

Som tiden flyver afsted …
Tiden er inde til at “afsløre” mit resultat med Belotero filler. For snart en måned siden gav jeg mig i kast med at teste den teknik, som kaldes Eight point facelift.
En ganske smart måde at lave et mindre løft af huden i ansigtet på – uden at man får det ikke så flatterende vindblæste look, der ofte ses i Hollywood.
Her i Skandinavien kan vi rigtig godt lide det helt naturlige look, og det opnår man i særdeleshed med den behandling, jeg har fået.
Kort sagt, så genskaber man fylde i det nedre ansigt, kindben, kæbelinjen, og glatter let de furer, der løber fra næsefløjen og til mundvigen. Ganske enkelt og med stor effekt.
Min erfaring er efterhånden stor inden for feltet med fillers – der er blevet prøvet en del med tiden, og jeg kan roligt sige, at der er meget stor forskel på komforten og hvordan den pågældende filler føles, når den er i huden.
Belotero er en nyere filler på markedet, med en ret fin formel … og uden jeg at skal kede jer med tekniske formler, så er den opbygget på en måde, hvor man undgår indkapslinger bedst muligt til stor komfort i huden for os kunder.

Med ret stor begejstring kan jeg kun sige, at Belotero føles som min egen hud! Til dags dato den mest “usynlige” filler, jeg har prøvet. Før har jeg oplevet ved fillers, at de føles hårde og let klumpede uden huden … ikke særlig charmerende.
Ansigtet har fået en naturlig definering efter denne behandling, helt uden det virker kunstigt at se på, og resultatet har fået mig til at se meget friskere ud.

På før- og efter-billederne kan det dog være svært at se den fulde effekt, da det er svært at “fange” detaljerne helt på billeder.
En behandling som denne vil løbe op i ca. 8-10.000 kr. afhængig af det udgangspunkt, du kommer med.

– Om jeg skal have lavet flere behandlnger? Jep! Har lidt flere justeringer i sigte med Belotero filler …

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Har man sagt A, må man også sige … C

I forlængelse af mine indlæg om A-vitamin må vi ikke glemme en superspiller på banen, nemlig C-vitamin.
Især i dagtimerne har dette vitamin en særlig rolle, nemlig antioxidantbeskyttelse, der i fællesskab med solbeskyttelse giver huden en ekstra beskyttende effekt.
Personligt går jeg efter en god serum til dagbrug, med 15% som minimum og helst i form af L-ascorbinsyre (den reneste form og desværre også en ustabil en af slagsen).
Rammer vi den gyldne procentsats, så får eventuel overpigmentering kamp til stregen, mens vores kollagen bliver fyldt op med nye forsyninger.

C-vitamin er glad for selskab af E-vitamin – det styrker effekten, og så er der dømt supercocktail til huden.

Snup min egen opskrift, jeg har brugt i mange år: C-vitamin under SPF om dagen og til natten … naturligvis A-vitamin! Det skal nok give fine resultater efter 3-6 måneder.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

A-vitamin og sol?

»Må jeg bruge A-vitamincremer i sommerperioden?«
– Et spørgsmål, der hyppigt dukker op i min indbakke. Svaret er ganske kort: ja!
Der er bestemt ingen grund til at holde sig tilbage med det gode hudvitamin, fordi solen kigger forbi.
A-vitamin er et fantastisk vitamin til at holde huden på rette kurs, både når vi taler lette aknesymptomer, overpigmentering, linjer, store porer og solskadet hud.

Har man lyst til at standse med at bruge A-vitamin? Nej, vel?!
Lad os tage motionscentret som eksempel igen; hvad sker der mon, hvis man standser med at træne kroppen hele sommerhalvåret? Det behøver nok ikke en dybere forklaring. Af samme årsag skal man fortsætte brugen af den gode hudpleje hele året.

Har man kastet sin kærlighed på A-vitamin eller for den sags skyld AHA/BHA, bør man bruge solcreme dagligt … som vi burde gøre uanset hvad.
Uden at vi skal kaste os ud i en længere afhandling om sol og disse ingredienser, så er der ikke noget problem, så længe man bruger produkter som er tilpasset huden, og sikrer huden tilvænning til de aktive ingredienser.

Mine favoritter, når vi taler A-vitamin, er helt klart Environ (Dr. Des Fernades er konge på dette felt), Akademikliniken og iS Clinical – her går du ikke galt i byen på nogen måde!
Er man helt ny på A-vitamin, har Environ et genialt tilvænningssystem. Her undgår man eventuelle reaktioner i opstarten.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Darphin

2

Af og til trænger huden til lidt andet end de vanlige plejerutiner. Forår og efterår er som regel der, hvor huden trænger til en ekstra kærlig hånd.
Valget hos mig falder altid enten på en periode med Dermaroller eller en ampulkur – og sidstnævnte har jeg nu kørt med den sidste måned.
Stimulskin fra Darphin har medført en lettere afhængighed, for serien er bragende god … og dyr, desværre.
Effekten kan dog godt retfærdiggøre prisen en smule. En god blanding af peptider og mild AHA har gjort huden mere fin i porestørrelsen, og nærmest givet huden nyt liv, så den ser frisk og fornyet ud. Pakken med seks små ampuller kunne strække sig til knap syv uger hos mig – de er utrolig drøje i brug.
Er hudplejen ikke på budget, er der noget at komme efter her – især til dig, som gerne vil lidt ekstra med din hudpleje.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Eight point facelift

Punkter

Evig ungdom, et frisk udseende, en hud uden alt for mange folder … er nok noget, der har strejfet de flestes tanker på et eller andet tidspunkt.

Der findes alverdens cremer, der lover os guld og grønne skove. Talte kosmetikreklamer sandt, så blev vi ikke ældre, i hvert fald ikke på hudfronten. Sandheden er, at man kan gøre meget med cremer, der indeholder de rette ingredienser, daglig solbeskyttelse samt en god portion fugt hver dag – men der er stadig grænser.

Hudpleje er ganske effektiv til at mindske rynker, pigment og gøre huden mere jævn på overfladen … men ligefrem stramme huden op, der kommer den til kort.
Et facelift kan være en drastisk løsning; ofte drejer det sig blot om mindre forbedringer, for at man vil se yngre/friskere ud.
En ganske enkel måde at give huden lidt fylde og fasthed på er fillers.
Det kan laves uden at man ser helt “vindblæst” ud og at al mimik er fuldkommen udvisket. De fleste sidder straks med forstillinger om amerikanske skrækscenarier … men sådan behøver det ikke ende. Tro mig!

Desværre er det i Danmark stadig ret tabubelagt at tale om, at man får lavet foryngende behandlinger – men hvorfor egentlig?
Det er vel ikke anderledes end at man køber et nyt stykke tøj, renoverer sit hus, træner sin krop osv.?
Jeg får hyppigt spørgsmål om hvor og hvornår man kan bruge fillers,  og hermed kommer dagens emne: Eight point facelift – ansigtsløft uden kniv.

Fillers kan forbedre mange punkter i ansigtet. Illustrationen herover viser den teknik, som kaldes Eight point facelift. Her behandler man flere områder i ansigtet med mindre doser af en filler. Samlet giver det et utroligt flot og meget naturligt resultat.
Selvfølgelig jeg har valgt at kaste mig ud i en behandling – med en meget spændende, ny filler på det danske marked: Belotero.
Belotero er hyaluronbaseret som andre mærker på dette felt. Den store forskel er, at den er mere smidig, når den injiceres i huden, hvilket betyder, at den er mere behagelig og ikke lægger sig som små klumper under huden.

Kun få uger efter min behandling kan jeg allerede sige, at Belotero er anderledes end hvad jeg har prøvet tidligere. Den føles helt naturlig og har givet et ret flot resultat.
Før- og efterbilleder kommer om nogle uger – bare rolig!

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Provocateur

2

2017 er godt i gang! Og jeg er her stadig, har blot holdt en mindre pause den sidste tid, da arbejde og andet spændende har krævet min tid.

For lige at holde lidt fast i 2016, bød det blandt andet på et ganske spændende brand ved navn Deciem. De er stormet frem i medierne med lavprisprodukter – vi taler priser fra sølle 50 kr.
Alt imens folk falder i svime over produkterne fra The Ordinary-linien, som jeg finder oldnordiske i deres formler, så er mit blik faldet på firmaets high performance-linie, Niod, i stedet.
Serien indeholder rigtig mange spændende produkter, som man nemt kan supplere med sine andre favoritprodukter såsom masker, serum og facemist.

Skulle 2017 byde på hudplejeindkøb, bør man lige slå vejen forbi deres hjemmeside, www.deciem.com.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar